NYT OM RETTIGHEDER Kend dine rettigheder: Din kommune har pligt til at vejlede dig Har du brug for at få at vide, hvilken hjælp du har ret til? Så er din kommune faktisk forpligtet til at rådgive dig om dine rettigheder – og beder du ikke om om anden hjælp, kan det foregå anonymt, uden at der bliver oprettet en journal. Af Hjerteforeningens socialrådgiver Lene Elise Nielsen og journalist Monica C Madsen Alle borgere har ret til at kontakte deres kommune og bede om vejledning om sociale problemstillinger. Kommunerne har nemlig en vejlednings-forpligtelse ifølge serviceloven. Desværre oplever en del forældre, at de ikke får den nødvendige rådgivning, som de ellers har krav på. Det er et problem, da formålet med serviceloven bl.a. er at tilbyde familier rådgivning og støtte, som kan forebygge sociale problemer. Som familie har du derfor mulighed for hjælp, hvis du henviser til servicelovens § 11, hvori der bl.a. står, at din kommune skal sørge for, at du kan få hjælp, så at: ” . forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien”. Både børn, unge og deres forældre kan søge om rådgivning, og den kan være et anonymt åbent tilbud, hvis I kun ønsker at høre, hvad jeres mulighed for hjælp er. I mange kommuner foregår rådgivningen som en åben, anonym rådgivning i familiehuset, og i en del andre kommuner er det en psykolog eller socialrådgiver i socialforvaltningen, der står for rådgivningen. Du har lov til at bruge tilbuddet og få hjælp, uden at der bliver oprettet en sag eller ført journal. I de fleste kommuner har du mulighed for op til tre samtaler. Viser det sig herefter, at du har behov for flere samtaler eller en anden form for støtte, bliver der oprettet en sag, og du vil blive tilknyttet en sagsbehandler. Særlige tilbud, hvis dit barn lige har fået sin diagnose Du har ret til ekstra råd og vejledning, hvis dit barn netop har fået en diagnose og har nedsat fysisk og psykisk funktionsevne: ”Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning, undersøgelse og behandling af børn og unge med adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. Opgaverne kan varetages i samarbejde med andre kommuner”, står der også i serviceloven. Hvis du beder om det, er kommunen forpligtet til at tilbyde en samtale med en familievejleder. Vejledningen skal tilbydes inden for tre måneder efter, at kommunen har fået kendskab til, at dit barn har fået konstateret en funktionsnedsættelse. Formålet med familievejlederordningen er at informere og vejlede jer som familie om jeres rettigheder, og om de muligheder I har for at få hjælp og støtte. Vejledningen skal være helhedsorienteret og på tværs af sektorer. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte mig på lenielsen@hjerteforeningen. dk. Kilde: Servicelovens § 11 Nyt tilbud: FÅ BESØG AF HJERTEF ORENINGENS SOCIALRÅDGIVER I DIN BY Af Lene Elise Nielsen, socialrådgiver i Hjerteforeningen Bor du så langt væk, at det er en udfordring for dig at få tid til at komme til de oplæg, som jeg holder om hjertebarnsfamiliers sociale rettigheder i Hjerteforeningens Rådgivningers lokaler i København, Odense og Aarhus? Så er der nu mulighed for, at jeg kan komme ud i dit område og holde oplæg, hvis I er mindst syv hjertebarnsfamilier, der slår jer sammen. I har også mulighed for at ønske, at vi taler om bestemte emner – og der er mange forskellige at vælge imellem. Fx fra ung til voksen, sygeundervisning i hjemmet eller tabt arbejdsfortjeneste. Hvis du er interesseret, så kontakt mig gerne, og vi kan tale nærmere sammen om dine/ jeres ønsker og behov. Du kan få fat i mig på lenielsen@hjerteforeningen.dk eller på Hjertelinjen tlf. 70250000. 14
Download PDF fil