TEMA BØRN OG SMERTER forfølge barnet resten af livet, hvis det får en dårlig oplevelse, første gang det bliver stukket: Undersøgelser viser, at 25 % af den voksne befolkning har nåleskræk, tit på grund af dårlige oplevelser i barndommen, fordi de fx er blevet fastholdt eller behandlet hårdhændet. - De første gange man er indlagt, er det særligt vigtigt, at man får en god smerte- og angstbehandling på hospitalet – det kan være helt afgørende for, hvordan man fremover vil have det med at komme på hospitalet. Derfor er vores mål at gøre barnets ophold på hospitalet så rart og smertefrit som muligt, så det også i fremtiden oplever hospitalet som et trygt sted. Er barnet først blevet dårligt smertebehandlet een gang, fx i forbindelse med en operation, så vil barnet opleve det som en endnu mere smertefuld oplevelse næste gang, selvom det fx ”bare” skal have taget en blodprøve eller en vaccination. Stiller krav til personalet På spørgsmålet om hvordan man rent praktisk skal gribe børns smerter an, svarer Gitte Aagaard, at det først og fremmest handler om at gøre op med myterne om, at det jo er hurtigt overstået, og børn bare må vænne sig til det: - Det handler i høj grad om kultur og tradition, når nogle læger og sygeplejersker mener, at børn må lære at leve med smerten og med at blive holdt fast, hvis de ikke vil samarbejde om smertefulde behandlinger, vurderer hun: - Vi har den viden, teknik og midler, der skal til for at undgå, at det gør ondt på børnene derfor handler det nu om at uddanne læger og sygeplejersker i, hvordan man gør. Gitte Aagaard og hendes kollegaer har bl.a. udviklet lommekort til sygeplejersker, hvor de bliver instrueret i, hvordan man giver smertefri behandling. Rigshospitalet har bakket op om kortene ved at gøre dem til et indsatsområde, som alle skal følge – de 4 Obligatoriske og Plan B, hedder de. Virtual Reality-spil fjerner smerten - Lommekortene bygger på det, som vi ved hjælper børnene. Forskning viser fx, at det hjælper børnene, hvis vi bruger lokalbedøvende creme og lader dem spille mobil eller noget andet spændende, når vi stikker. De helt små børn kan vi hjælpe med sukkervand eller amning. Og at sidde trygt, helst hos mor eller far, er altid en rigtig god hjælp. Centeret er også i gang med at undersøge, hvordan Virtual Reality-briller med et vandballon-spil kan bruges til at aflede børnene: - Spillet foregår på den måde, at barnet skal skyde med vandballoner efter måger, der stjæler fisk. Barnet sidder hos forældrene, får briller på, og vi venter så med at stikke, til barnet er opslugt af spillet. Vi snyder ikke barnet – vi har på forhånd aftalt med barnet, at der på et tidspunkt kommer et lille krads i armen. Mange bliver så opslugt af spillet, at de slet ikke opdager det: ”Hvornår kommer der et krads?” spørger de, når vi er færdige. Og det er i virkeligheden alfa og omega for os – at børnene går ud ad døren med en god oplevelse, for så tør de komme igen. Et barn, der går grinende herfra, det er en stor succes. Forældre den bedste medicin Forældrene spiller også en vigtig rolle, når de indlagte børn skal smertelindres: - Vi har gjort forældre-samarbejdet til et særligt indsatsområde. I 2017 interviewede vi dem og fandt ud af, at vi er rigtig dygtige til at forklare dem, hvor der er p-pladser og kaffemaskiner, og at de skal følge den røde streg til blodprøvetagning. Men vi glemmer alt for tit at spørge til fars eller mors erfaringer, når barnet skal stikkes eller har ondt. Fx. ”Har du prøvet det her før? Har du nogle erfaringer, vi kan tage ved lære af – hvordan trøster du dit barn, hvordan reagerer dit barn på smerte og angst osv.?”. Derfor er vi nu meget mere opmærksomme på, hvordan vi kan inddrage far og mor aktivt, for deres måde at håndtere situationen på kan betyde, at det gør mindre ondt på barnet. Men mange forældre er usikre på, om de forstyrrer, hvis de deltager aktivt. Så nu tager vi dem under armen og forklarer dem deres rolle i processen, og hvad de kan gøre for at hjælpe barnet. Forældre, der føler sig velinformeret og klædt på til at mestre situationen, er nemlig til stor hjælp for barnet, understreger hun: Barnet kan tit meget bedre mestre situationen, hvis forældrene er bevidste om deres kropssprog, og den måde, de taler om situationen på. Fx kan det være en rigtig dårlig ide at sige: ”Du skal ikke være bange”, for barnet har måske slet ikke overvejet, at den her situation handler om at kunne blive bange. Men når det hører ordet ’bange’, ruller møllen. Når barnet siger nej Hvad gør man, hvis barnet nægter at blive stukket? Hvornår er det i orden at bruge tvang? - Vi gør alt for at undgå at bruge tvang og holde barnet fast imod dets vilje. Hvis alt andet glipper, bruger vi angstdæmpende medicin eller lattergas, og i enkelte tilfælde kan vi fuldbedøve barnet. Men vi har gode erfaringer med at lave øvelses-besøg uden stikkeri, hvis barnet fx er bange for at få taget blodprøver. Så kommer barnet kun herind for at øve sig i, hvordan det er. Vi starter simpelthen helt forfra, hvis barnet fx tidligere er blevet fastholdt og har haft en grim oplevelse, så det at komme ind på hospitalet, sætte sig i stolen og få elastikken om armen, er noget barnet bliver trygt ved. Husk at sige fra! Gitte Aagaard oplever, at det stadig kan ske, at en læge eller sygeplejersker beder far eller mor om at fastholde barnet, når der skal stikkes. - Som forældre er man jo autoritetstro og regner med, at lægen ved, hvad han gør, men i den situation gør han det ikke. Og det er helt i orden, at du som far eller mor banker i bordet og siger ”nej, det her vil jeg ikke være med til – jeg ved, at der findes en bedre måde”, og henviser til vores retningslinjer og vores hjemmeside. Mener lægen stadig, at barnet skal fastholdes, må du bede om at tale med en i huset, der er uddannet i smertebehandling af børn, før I går videre. Mange undersøgelser viser nemlig, at det tit er værre for barnet at blive fastholdt, end at opleve smerten ved stikket. Det er ikke bare hurtigt overstået og glemt, sådan som nogle voksne tror: - Selvom barnet hurtigt kommer i gang med at lege bagefter, sætter oplevelsen sig – kroppen og hjernen husker, og det lægger sig i den rygsæk, barnet skal have med sig videre i livet. Vi ville jo aldrig selv acceptere, at fire voksne kæmper holdt fast i os, mens vi blev stukket. Derfor skal vi heller ikke acceptere, at vores børn udsættes for det, siger Gitte Aagaard. 5
Download PDF fil