HØJSKOLE FOR STORE OG SMÅ Invitation: HØJSKOLE FOR STORE OG SMÅ 2020 Højskole for store og små er et weekendophold, hvor hjertebørn, søskende og forældre kan være sammen om sjove, spændende aktiviteter, der er givende for både krop og sjæl, og samtidig møde andre hjertebarnsfamilier. I 2020 finder Højskole for store og små sted 17.-19. april 2020 på Musholm ved Korsør. Af projektleder Rikke Morthorst, Hjerteforeningen På højskolen kan I vælge mellem forskellige aktiviteter, der giver mulighed for både at bruge kroppen, slappe af og grine, og der vil være masser af stunder, hvor I får mulighed for at snakke med de andre deltagere eller hygge jer sammen som familie. De fleste aktiviteter er lagt an på, at børn og forældre deltager og hygger sig sammen. I bliver indkvarteret på familieværelser med eget badeværelse. Musholm ligger i meget naturskønne omgivelser, hvor der også er mulighed for at gå en tur til stranden, udendørsleg og boldspil mm. Tilmeldingsfrist senest mandag 3. februar 2020: Du tilmelder din familie ved at udfylde det elektroniske skema på https://www. trippus.net/h2020. Tilmeldingen er åben fra først i januar. Tilmeldingen er bindende og foregår efter først til mølle-princippet. Vi har plads til ca. 30 familier. Kommer der flere tilmeldinger, end der er plads til, opretter vi en venteliste. Ved tilmeldingen skal I afkrydse hvilke aktiviteter, I ønsker at deltage i. I modtager en e-mail med svar på, om I har fået en plads på weekendopholdet. Det praktiske: Højskolen afholdes 17.-19. april 2020 på Musholm, Musholmvej 100, 4220 Korsør. Igen i år er det gratis at deltage. Opholdet inkluderer mad, overnatning og undervisning. Transport til og fra Korsør samt drikkevarer til maden er for egen regning. I bliver indkvarteret i familieværelser med to, fire eller seks senge. Hvis I ønsker at leje en linnedpakke inkl. håndklæde, koster det 99 kr. per person: Husk at nævne det i jeres tilmelding og afregne med Musholm, når I ankommer. Der er et begrænset antal weekendsenge og høje stole til små børn til rådighed på stedet, så medbring så vidt muligt selv. Børn med særlige behov for hjælp eller støtte kan medbringe egen handicaphjælper. På Musholm er der gjort en dyd ud af, at alle med et handicap kan være aktivt med i fællesskabet omkring de enkelte aktiviteter, og det er derfor ikke noget problem at komme rundt med en kørestol på området. For yderligere oplysninger kontakt projektleder i Hjerteforeningen Rikke Morthorst på rikkem@hjerteforeningen.dk eller tlf. 33669942. Børnehjertefondens svømmehold Er du lidt af en vandhund, og har du lyst til at blive bedre til at svømme på et hold sammen med andre børn med en medfødt hjertefejl, så er det nu, du skal tilmelde dig. På Børnehjertefondens svømmehold lærer du at svømme, og når du ikke er i vandet, så hygger du dig sammen med dine svømmeinstruktører, de øvrige børn og deres forældre. Af projektleder Rikke Morthorst, Hjerteforeningen For at deltage på svømmeholdet skal du være mellem 10 og 16 år, og din familie skal være medlem af Hjerteforeningen. Du skal kunne svømme minimum 25 meter uden hjælpemidler. Svømmeholdet mødes fire weekender i løbet af året, hvor frivillige svømmeinstruktører stiller op og underviser alle hjertebørnene efter niveau. Du er velkommen til at tage en forælder med til svømmeweekenderne. Alle weekender finder sted i Fredericia, hvor man bor på 4-mands værelser på Fredericia Vandrehjem og svømmer i den nærliggende svømmehal. Ved årets første samling udleveres svømmetøj til alle børnene. Børnehjertefonden dækker derudover kost og logi i forbindelse med weekendsamlingerne. Alle børnene træner hen imod den store afslutningsweekend, hvor de svømmer så langt, de kan, i løbet af fem timer. I 2020 mødes svømmeholdet: • 16.-17. maj • 13.-14. juni • 5.-6. september • 3.-4. oktober. Hvis du har spørgsmål eller gerne vil melde dit barn til, så kontakt projektleder i Hjerteforeningen Rikke Morthorst på rikkem@hjerteforeningen.dk eller på tlf. 33669942. 12
Download PDF fil