HJERTEBARNSPORTRÆTTET søgt at begrave dem og gemme dem væk. Vi fik ingen psykologhjælp i Rosalines første år, og da jeg engang spurgte til muligheden, fik jeg bare at vide, at det var normalt at have problemer i parforholdet, når man havde et hjertebarn, og at 80 % af hjertebarnsforældrene blev skilt . what an answer! Vores familie begynder heldigvis endelig at ligne en almindelig familie, da bølgerne efter kejsersnittet har lagt sig, og jeg får hjælp til at håndtere mit PTSD samt erstatning for den manglende bedøvelse. Langsomt, men sikkert, går det op for mig, at vores næste kuld børn bliver en mulighed for at opleve, hvordan en almindelig barsel foregår, og hvordan udviklingstrinet fra baby til småbørn sker, når det foregår i naturligt tempo. Psykologhjælpen gør det også meget nemmere for mig at forstå alle mine underlige reaktioner, som har været på spil, siden Rosaline blev født: At jeg bliver så hurtigt træt, når jeg er sammen med andre mennesker, at ingen må holde mine børn, at jeg ikke kan klare de almindelige hverdagsopgaver, jeg kunne før, og at jeg ser ekstremt sort på tingene. Jeg har verdens skønneste unger, og alle operationer er gået godt: Vi har på mange måder et fantastisk liv med mange fine oplevelser. Men jeg kan ikke glæde mig så meget over det, som jeg gerne vil. Fordi jeg er sygeplejerske, er det næsten skamfuldt, at der skulle gå syv år, før jeg forstod, hvad der var galt med mig. At jeg gik rundt med det i årevis, uden at mærke mig selv bedre: Trods alle de gode ting, der skete i vores liv, kørte jeg i en slags undtagelsestilstand. Min appetit forsvandt i lange perioder, jeg undte ikke mig selv at nyde at spise, når mit barn ikke kunne spise, og mit nervesystem var altid i alarmberedskab overfor mulige farer, der kunne dukke op – det gav mig kræfter til at holde mig umenneskeligt meget vågen. Jeg lagde ikke selv lagde mærke til det, for jeg havde det jo sådan hele tiden: Jeg mærkede ikke min sult og levede af grøn te, kaffe og chokolade. Lur sov jeg aldrig, selvom jeg var træt – at jeg ikke skulle sove tiden væk og gå glip af noget, hvis Rosaline måske ikke skulle være her så længe, var en følelse, der ikke slap mig, selvom hendes overlevelseschance blev så gode. I dag forstår jeg, at det er en helt forståelig reaktion på det, vi har været udsat for: Du når ikke at få bearbejdet din sorg, og du står der som førstegangsforældre og skal finde ud af at gøre alt det rigtige for dit barn, samtidig med at risikoen for døden ånder dig i nakken, og du ved, at du kan miste det hele igen om et øjeblik . den angst lå som en tung skygge over alt det gode. Oveni det reagerede min mand og jeg meget forskelligt på vores angst og store sorg. Til tider gravede det så dyb en kløft imellem os, at vi forsøgte at håndtere det så forskelligt, at det er et stort mirakel, at vi stadig er sammen i dag, og at vi ovenikøbet har fået et hold børn mere. Måske er det lykkedes, fordi vi midt i det svære fik mulighed for at flytte til Jylland og starte et nyt og godt kapitel på hjemmefronten i 2014. Vi slap de stramme økonomiske tøjle, lejede vores dyre hus på Sjælland ud, og har siden boet her i udkanten af Randers, tæt på min mands familie. Børnene går på en hyggelig lille privatskole her i byen, folk siger hej i butikkerne, og tingene foregår i et helt andet tempo end i København. Måske flytter vi tilbage til vores hus en dag, men indtil videre stortrives vi stadig her og har fået en masse dejlige venner. Jeg føler mig ikke længere syg med PTSD, men jeg skal ikke tilbage til et stresset job, der kan reaktivere det: Jeg er meget opmærksom på signaler og symptomer på stress, og jeg ved, hvad jeg skal passe på, og hvad der kan trigge PTSD’en. Jeg føler mig utrolig heldig over at have fået en ny chance for at prøve at være mor, og for at få et forældreskab på helt andre præmisser end i første omgang. Jeg ser på begge mine forældreskaber som en gave, men som to vidt forskellige typer gaver: Den første gave skulle vi bare skynde os at flå papiret af, og vi nåede ikke rigtig at forstå, hvad vi havde fået – den anden gave kunne vi pakke ud stille og roligt og nyde på en helt anden måde – udover rutinen i at skifte ble og andre praktiske opgaver, var der ikke mange erfaringer, vi kunne tage med os fra vores første til vores andet forældreskab. Det har på mange måder været en lægende oplevelse for os og vores to store børn, at vi har fået de to små og har fået lov til at mærke, hvordan det er at være forældre og 11
Download PDF fil