HJERTEBARNSPORTRÆTTET det kunne glippe, så vi ikke fik den information, undrer os stadig – måske havde lægerne travlt, måske var jeg så presset og ville bare hjem hurtigst muligt efter 3 ugers indlæggelse. Det er først, da en af lægerne til en af vores mange kontroller på Riget godt kan høre på vores spørgsmål, at der er noget, vi totalt har misforstået, eller som ikke er blevet kommunikeret klart til os, at det går op for os, at Rosalines chance for at overleve nu er ligeså stor som de fleste andre børn på hendes alder, fordi hun i 3-4 måneder har haft så fin en respons på operation og medicin. Først da ryger mine skuldre ned. Og så kommer min forsinkede reaktion på de første fuldstændigt kaotiske og umenneskelige måneder. Hvor meget det egentlig har slået mig ud af kurs, går der imidlertid flere år, før jeg forstår. Heldigvis stortrives Rosaline. Kun hendes lille appetit er enhver forælders værste mareridt i forhold til, om hun nu får mad nok: Vi bliver flere gange “truet” med genindlæggelse, fordi hun ikke tager nok på. Men noget inden mig fortæller mig, at hun bliver en lang pige, og at hun først og fremmest vokser i længden og ikke i bredden – i dag er hun 179 cm. Jeg bliver gravid igen knap halvandet år efter fødslen. Gustau er på ingen måde planlagt, for vi ved ikke, hvornår Rosaline skal have sin næste operation. Men han bliver hurtigt et totalt ønskebarn og kommer til verden, da Rosaline er 23 måneder. Forude venter Rosalines næste operation imidlertid. Den er lige så alvorlig og risikabel som den første, og vi risikerer at skulle være indlagt 1-2 måneder. Derfor starter endnu en kaotisk tid, hvor jeg hurtigt må vænne Gustau af med at blive ammet, så han kan starte med mos og grød tre måneder gammel. Heldigvis går det godt, da Rosaline kommer på operationsbordet igen: Hun er kun indlagt 2 uger, og vi får plads i McDonald-huset, så Gustau kan komme med. Det gør en verden til forskel. Vi er ovenud lykkelige – det er en vanvittig god oplevelse midt i alt det forfærdelige: Før var Rosaline en lille bleg toårig med blå læber, der blev forpustet, bare hun gik op ad trappen. Nu bliver hun lyserød, får lidt mere appetit, og mange af hendes gener forsvinder. Al hendes medicin bliver også erstattet med en enkelt pille. Hun har halvandet hjertekammer, der fungerer, og vil aldrig komme til at løbe et maraton – men det vil jeg jo heller ikke med mit tokammer-hjerte . ;) Inden i mig ændrer tingene sig imidlertid ikke på samme måde til det bedre. Ingen må holde Rosaline. Heller ikke mine nærmeste familie og mine bedste venner, som ellers står på spring. Men jeg kan ikke give hende fra mig eller gå ud at shoppe eller snuppe en lur: Jeg er nødt til at håndtere det på den måde for at kunne overleve i det og føle, at jeg får mit forældreskab til at fungere. På jobbet har jeg også problemer med at falde til. Jeg læste til sygeplejerske, da jeg blev gravid med Rosaline, så undervejs har jeg barselsor- lov og sygeorlov, før jeg endelig bliver færdig med uddannelsen i 2009. Men da jeg får job som sygeplejerske, går det op for mig, at jeg ikke har kræfterne til at tage alt det ansvar på mig, som følger med en travl og stresset hverdag på et hospital. Når mine patienter har oplevet noget traumatisk, tager jeg det alt for meget på mig – det reaktiverer min stress. Så jeg må se i øjnene, at det er for usundt for mig. Jeg forsøger i stedet med et job som hjemmesygeplejerske, men det er stadig hårdt: Jeg sammenligner tit mig selv med mine kollegaer, venner og naboer, der kører samme børneliv som mig, og jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan holde til det samme – at jeg bare har lyst til at give op og sove fra det hele. Du bliver bombet helt hjem i ludo, når du står med to små børn i så svær en situation og kæmper så hårdt for at få det til at lykkes. Men først mange år senere, da vi får vores to yngste drenge, Zion og Ari-Sejr på nu 6 og 4 år, får jeg konstateret PTSD. På det tidspunkt er Gustau lige startet i skole, og Rosaline går i 2. klasse og klarer sig fint – kun et ar minder os om hendes hjertefejl. Min PTSD bliver opdaget, da jeg får et meget traumatisk kejsersnit, hvor jeg ikke er bedøvet. Bagefter mister jeg kontrollen over min fysik: Jeg kan blandt andet ikke gå i to måneder, og jeg føler ikke, at jeg kan være tilstede for min baby, som jeg gerne vil, fordi jeg har så mange fysiske smerter og psykisk er slået helt ud af den. Den cocktail reaktiverer de svære følelser og voldsomme ting, vi kæmpede med, da Rosaline blev født, selvom jeg i mange år har for- 10
Download PDF fil