NYT OM FORSKNING KOM MED PÅ WEBINAR Af Thomas Larsen, Frivilligkonsulent, Børne- og Ungeområdet i Hjerteforeningen Hjerteforeningen har her i efteråret holdt to webinarer for hjertebarnsforældre, hvor psykolog Charlotte Jensen holdt foredrag om udfordringer og kommunikation i hjertebarnsfamilien. Du kan se webinarerne på Børneklubbens hjemmeside https://lokal.hjerteforeningen.dk/boerneklubben/webinarer/. Charlotte er privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun arbejder med familier med kronisk/alvorlig sygdom. Hun har også skrevet bogen “Det kronisk syge barn og livet i familien” og er medforfatter til bogen: “Smerter hos børn – indsigt, mestring, lindring”. Det første webinar handler om, hvordan man som forældre håndterer udfordringer og reaktioner ved at have et hjertesygt barn, og hvordan man håndterer hverdagen med Corona. Det andet webinar handler om kommunikation – både i parforholdet og når man kommunikerer med omverdenen om det at have et hjertesygt barn: Hvordan tackler man hinandens forskellighed i at håndtere sygdommen? Hvordan kommunikerer man med hinanden, og hvilke fortællinger har man til omverdenen? Planen er, at der kommer flere webinarer i 2021 – har du forslag til et emne, du gerne vil vide mere om, så skriv til mig på tlarsen@hjerteforeningen.dk. Det kan både handle om hverdagsemner og faglige foredrag med læger, sygeplejersker, psykologer eller socialrådgivere. Ældre mødre og rytmeproblemer Ældre mødre får ikke flere børn med hjerterytmeproblemer, ifølge nyt forskningsprojekt under Copenhagen Baby Heart. Af journalist Monica C Madsen Spiller mors alder ind på risikoen for at få et barn med medfødt hjertefejl? Det er forskerne uenige om på internationalt plan, ifølge lægernes fagblad Dagens Medicin: Nogle forskningsprojekter viser nemlig, at jo ældre, den nybagte mor er, des større risiko for hjertefejl, mens andre viser det modsatte – altså at risikoen bliver mindre, jo ældre mor er. Derfor har den danske forsker Maria Munk Pærregaard undersøgt, om risikoen for at få et barn med medfødte hjerterytmeforstyrrelser stiger, hvis mor er +35 år. - Vores undersøgelser peger på, at mors alder IKKE ser ud til at påvirke det nyfødte barns risiko for hjerterytmeproblemer, siger hun til Dagens Medicin. Hun har undersøgt data fra i alt 17.500 børn født i 2016-18 på Rigshospitalet, Hvidovre Hospital og Herlev-Gentofte Hospital. Data, som er samlet ind i forbindelse med det store Copenhagen Baby Heart Studie, hvor nyfødte børns hjerte undersøges med EKG, ekkokardiografi og måling af iltmætning. I projektet er det derfor kun hjertets elektriske aktivitet, der er blevet målt på – ikke på risikoen for medfødte hjertefejl generelt. I forhold til uenigheden om, hvorvidt ældre mødre har større eller mindre risiko for at få børn med medfødt hjertefejl, peger Maria Munk Pærregaard på forskellige faktorer, der kan spille ind: På den ene side får ældre mødre ofte fertilitetsbehandling, som kan øge fosterets risiko for medfødt hjertefejl, ligesom diabetes, fedme, forhøjet blodtryk, alkohol og medicin øger risikoen. På den anden side lever nogle ældre kvinder meget sundt, fordi de ved, at det giver dem større chance for at blive gravide. Og en sund livsstil mindsker risikoen for medfødt hjertefejl. Derfor mener hun, at der er behov for mere forskning for at finde ud af, om ældre kvinder, der vil have børn, bør rådgives om eventuelle risici, og om nyfødte børn med ældre mødre bør screenes for hjertefejl, skriver Dagens Medicin. Kilde: Dagens Medicin En myte, at GUCH’ere har større risiko for selvskade Af journalist Monica C Madsen Det er en myte, at voksne med medfødt hjertefejl har en højere risiko for at gøre skade på sig selv eller tage deres eget liv, ifølge et nyt dansk forskningsprojekt. Selvom man har større risiko for at få psykiske følger som angst eller depression, hvis man har en medfødt hjertefejl, så viser undersøgelsen blandt 433 patienter med en gennemsnitsalder på 33 år, at der ikke er flere af dem, end blandt gennemsnittet af danskere, der har fået behandling for selvskade eller har taget deres eget liv. Dog viser studiet, at de, der har en simpel hjertefejl, oftere gør skade på sig selv (2,7%), end de, der har en mere kompleks hjertefejl (1,2%). Kilde: Hjerteforeningen.dk 17
Download PDF fil