HJERTEBARNSPORTRÆTTET De næste dage var jeg fysisk tilstede, da vi snakkede med bedemanden, præsten og blomsterhandleren, men jeg hørte ikke rigtig, hvad der blev sagt. I kirken var der også meget stille, og folk snøftede allerede, da de satte sig på bænkene. Jeg sad bare og kikkede henover den lille hvide kiste med alle blomsterne, som om jeg var en tilfældig tilskuer, der ikke rigtig hørte efter, og så gik vi pludselig med kisten ned af kirkegangen. Jeg var helt opløst af tårer og kom til at træde på blomsterne. Selv præsten havde svært ved at synge, da vi stod ved graven. Det var så uvirkeligt, og vi magtede ikke at være værter for noget bagefter. I dagene efter ringede blomsterhandleren på døren igen og igen. - Vi havde slet ikke vaser nok, og jeg holdt til sidst op med at pakke buketterne ud – de stod bare i spande på gulvet og mindede os om Kaspers død, selvom de var kærligt ment. Først mange år efter kunne jeg igen tage imod en buket blomster, uden at blive ked af det. Omvendt var det, når Gitte gik på gaden: - Jeg oplevede det som, at folk gik over på det andet fortov og kiggede ned i jorden, når de fik øje på mig. Som om jeg pludselig var blevet usynlig for dem. Det var en meget underlig fornemmelse. Folk havde nok svært ved se mig i øjnene og håndtere, hvis jeg blev ked af det. Men jeg glemmer aldrig en perifer bekendt, der gik direkte hen til mig og gav mig en KÆMPE krammer. Hun sagde ingenting, men holdt bare om mig. Det var præcist, hvad jeg havde brug for. Senere kom der mange dumme og ubetænksomme kommentarer, når folk forsøgte at tale med os om det. ”Nå, er det så en ommer? Ja, så er det endelig overstået for jer? Det var da godt, at han ikke var ældre. Er du kommet dig over det nu?” Jeg ved ikke, hvad folk tænker på. Det er ikke overstået, og man kommer aldrig over det. Men man kommer videre: Tiden læger ikke alle sår. Men man lærer at finde en måde at leve med det svære på, så man kan være i det. I starten gik jeg forbi kirkegården hver dag og havde besluttet at gøre det for evigt. Men pludselig en dag nåede jeg det ikke, fordi mit liv så småt vendte tilbage til normal. Vi har nu besluttet, at vi ikke fornyr Kaspers gravsted næste gang. I stedet flytter vi hans hjertesten ud i marehalmen et helt specielt sted ved vores sommerhus i Søndervig, fordi det føles mere rigtigt for os. I dag har jeg et lykkeligt liv, trods alt det vi har været igennem: Heldigvis var Brian og jeg unge og havde stadig masser af livslyst i os, da vi mistede Kasper. Vi havde også vores gode venner og familie, som vi kunne snakke alle de svære følelser igennem med. Og vigtigst af alt kunne Brian og jeg finde ud af at fungere sammen i sorgen og give hinanden plads til vores forskellige måder at sørge på: Til samtalen på Skejby efter Kaspers død, forklarede hans læge os, at mange par reagerede på det, vi havde været igennem, ved enten at gå hjem og slagte hinanden, eller ved at blive virkelig stærke sammen. På det tidspunkt var jeg ret ligeglad, for jeg følte ikke rigtigt, at noget længere ville kunne glæde mig – men det gjorde den positive graviditetstest få uger senere. Vi skulle til mange ekstra kontroller på Skejby, og især en speciel hjerteskanning gjorde jeg mig mange tanker om. Vi var enige om, at vi ville sige nej tak denne gang, hvis der var noget galt. Heldigvis var alt, som det skulle være, og selvom tanken lurede, at de jo kunne tage fejl, turde jeg lige så stille tro mere og mere på det. At der var meget mere liv og glade dage i maven denne gang beroligede mig også. Men det var indimellem meget svært både at rumme sorgen over Kasper og glæden over den lille ny på én gang – jeg skulle finde plads til mange forskellige følelser. 11. oktober 2004 blev Mikkel født, og 7. april 2007 blev Mai født – de var begge sunde og raske, og især det lille øjeblik, hvor en pavestolt Mikkel kravlede op i barselssengen og forsigtigt aede lillesøster på kinden, blev et vigtigt vendepunkt for Gitte, når hun i dag kikker tilbage: - Lige der kunne jeg igen mærke glæden og varmen strømme frit igennem mig: På trods af alt det, vi havde været igennem, så kunne lykken igen smile til os. I dag har Brian og jeg det stadig supergodt sammen. Vores firma har vokset sig stort, så vi har nu mange ansatte og arbejder meget, men vi er også store livsnydere og elsker vores skønne sommerhus i Søndervig. Mikkel og Mai trives – Mikkel har nået den alder, hvor han gerne vil i byen, og min holdning er, at han skal have lov at leve sit liv. Børnenes liv skal ikke stå i skyggen af det tab, Brian og jeg har været igennem. Men samtidig bliver Kasper aldrig glemt: Han er en, som har været her, og vi taler stadig naturligt om Kasper i hverdagen, som deres storebror, de aldrig har mødt – han har stadig betydning i vores liv, og jeg har endelig fundet fred med, at tingene gik, som de gjorde. Og at jeg skal bære sorgen over tabet af Kasper med mig resten af livet, samtidig med at jeg er lykkelig over det familieliv, jeg har fået. Gitte Guldbergs bog: ”Kasper, mit hjertebarn” er udkommet på forfatterskabet.dk og kan bestilles på nettet eller lånes på biblioteket i en række kommuner. RET TIL SORGORLOV VEDTAGET Folketinget har vedtaget en ny lov, som giver forældre ret til sorgorlov i 26 uger, hvis man mister et barn under 18 år. Der er også mulighed for at vælge at arbejde på deltid i perioden. Forældre, der har mistet, står bag forslaget, og der har været bred opbakning til forslaget blandt politikerne, fordi det vil give forældrene bedre mulighed for at bearbejde sorgen. Læs mere på https://www.borger.dk/familie-og-boern/Barsel-oversigt/sorgorlov. 12
Download PDF fil