Gåturens magi At gå tur handler ikke bare om at sætte den ene fod foran den anden. Det handler også om at opnå ro og at fylde sit liv op med kvaliteter – noget, som de fleste af os savner i vores hverdag. Det mener Anna Skyggebjerg, forfatter til en ny bog om at gå tur AF METTE STOUGÅRD • ILLUSTRATION BENEDIKTE CÆCILIE H. HANSEN Gåture har ry for at være for gamle damer og pensionister. Det er blevet en uncool, usmart, ting at gøre, og det er uretfærdigt, mener Anna Skyggebjerg, født 1962, mens hun snører sine hvide kondisko og træder ud ad sin hoveddør. Hun peger hen mod stien, som fører ind i Grøndalsparken på Frederiksberg. Det er hendes faste rute, som hun går stort set hver dag og kender til bevidstløshed. – At gå tur rummer mulighed for at give os det, som mange af os savner: nærvær, ro og en pause fra hverdagens centrifuge. Her lufter jeg min hjerne og lægger tanker og bekymringer bag mig. Det giver plads til ro og taknemlighed. Gåture har slet ikke det ry, som de fortjener. Hvis jeg kan ændre lidt på det og give den mere street credit, er jeg glad, siger Anna Skyggebjerg, forfatter til en ny bog: ”Gå tur – om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden”. Nej til at have travlt Bogen er en hyldest til gåturen, hvad enten det er alene, med veninder eller ægtefællen. Hun mener, at vi lever i et konkurrencesamfund, hvor det handler om at præstere, holde ud og vise styrke, men vi har i den grad brug for at redefinere, hvad styrke er. – Det er cool at løbe langt og dyrke ekstremsport, men det er ikke cool at gå bare for at gå. I virkeligheden er gåturen en lille revolutionær handling, fordi vi siger nej til at have travlt, siger Anna Skyggebjerg, mens S-toget suser forbi. Det hører hun stort set ikke mere. – Mine øjne registrerer, hvad jeg ser, men mine ører registrerer ikke noget, når jeg går tur. Det er min tur, og jeg elsker den. At gå tur handler ikke om at gå i en slotspark. Man kan gå, uanset hvor man bor, siger hun. Hendes egne daglige ture er på ca. 10.000 skridt, hvilket svarer til en times tid i rask trav. Meditativ lomme Anna Skyggebjerg har altid gået. Siden 1963 for at være helt nøjagtig. Hun er vokset op med aftenture i kvarteret med familien og faste lørdagsture med sin far ned til supermarkedet, slagteren og fiskemanden. Turene havde et dybere formål. – Jeg kommer fra en familie, hvor vi ikke var gode til at vise følelser. Da blev gåturen en kærlig måde at være sammen på, uden at vi var fysiske. For når vi går tur, er vi jo sammen og opnår fortrolighed med et andet menneske. Vi får snakket om ting, vi ellers ikke får snakket om. Og det er netop gåturens magi, siger Anna Skyggebjerg, som på trods af tusindvis af ture bag sig stadig
Del
Print
Download PDF fil
