Xxxxxxx XXXXXXX FOTO LINDA JOHANSEN 59 ÅR, HOVEDSTADEN For omkring to år siden begyndte jeg at få symptomer på stress og depression. Der var på det tidspunkt store omstruktureringer på min arbejdsplads. Jeg følte mig ikke særlig presset af det, men jeg måtte erkende, at jeg var for træt og uden energi til at udføre det arbejde, jeg tidligere havde været i stand til. Min læge stillede diagnosen stress og depression, og efter et længere sygdomsforløb blev jeg fyret. Jeg forsøgte senere at genoptage arbejdet på en ny arbejdsplads, men mærkede meget hurtigt, at det ikke gik, så jeg sagde selv op. Min læge henviste mig til forskellige undersøgelser, som ikke viste noget alarmerende. Der var slet ikke fokus på hjertet, da jeg er slank, meget fysisk aktiv, og spiser forholdsvist sundt og meget grønt. Jeg var ganske enkelt ikke typen, som skulle stå med en hjertesygdom. Først sent i forløbet blev jeg henvist til en hjerteklinik, og så gik alt pludselig meget hurtigt. På Rigshospitalet fik jeg konstateret meget voldsomme åreforkalkninger. Der var kranspulsårer, som var helt lukkede, men min krop havde været ualmindelig god til at danne alternativ blodforsyning til hjertet. Operationen gik godt. Jeg var hurtigt på benene igen, og jeg blev udskrevet efter fire dage. De følgende måneder blev brugt på gradvis og intens genoptræning. Uklart CV 8-10 måneder efter operationen begyndte jeg at sætte mere og mere fokus på at komme i arbejde igen og få et normalt liv. Jeg har et rigtig flot CV og nogle meget flotte udtalelser og anbefalinger fra mine tidligere arbejdspladser. I de første ansøgninger skrev jeg, at der var et hul på næsten to år i mit CV, fordi jeg havde været ramt af alvorlig hjertesygdom og hjerteoperation. De ansøgninger fik jeg ikke svar på eller blot et hurtigt og kortfattet afslag. Det satte mange tanker i gang hos mig. Jeg valgte derfor at gøre mit CV mere uklart, så der ikke umiddelbart var synlige huller, og jeg undlod at skrive noget som helst om min hjertesygdom. Jeg sendte to ansøgninger af sted med det nye CV og fik positive tilbagemeldinger på begge og blev inviteret til samtale på den ene af stillingerne. Samtalen startede med stor interesse for mine faglige kvalifikationer og erfaringer, men undervejs blev jeg spurgt, om jeg har nogen kroniske sygdomme. Jeg havde på forhånd frygtet, at de ville spørge om det, for kronisk sygdom kan man ifølge funktionærloven være forpligtiget til at informere om. Herefter var der udelukkende fokus på min hjertesygdom. Jeg har aldrig oplevet en interesse falde så hurtigt til jorden, og jeg fik ikke jobbet. Når man som hjerteopereret står med diagnosen 'kronisk hjertesyg', så har man ganske enkelt et stempel i panden. Man bliver mødt med en forestilling om, at her er der et menneske, som meget ofte vil være sygemeldt. Efter samtalen følte jeg mig dømt, og det ramte mig hårdt. Det er gået op for mig, at min hjertesygdom er et kort, jeg skal holde meget tæt til kroppen. Den del af mit liv må jeg i arbejdsmæssig sammenhæng forsøge at holde skjult. Taktik for lægebesøg Siden har jeg fået et job, og det glæder jeg mig meget til at starte i. Til samtalen var jeg meget bange for, at de ville spørge til sygdom. Det gjorde de heldigvis ikke, men jeg havde hele tiden i baghovedet, ”hvad nu hvis”. Jeg bryder mig ikke om at lyve, men samtidig vidste jeg også, at jeg havde brug for at komme videre i mit liv. Jeg har lyst til et normalt liv, og mit arbejde har altid været en væsentlig del af min personlige og faglige identitet. Jeg har fået en meget taktisk tilgang til det at starte i nyt job. Da jeg i forbindelse med min jobansøgning besøgte arbejdspladsen, var det vigtigt for mig at vise og markere min fysik og få fortalt, at jeg var på cykel, selv om der var 20 km. De må ikke opdage min hjertesygdom inden for min prøvetid, for jeg er bange for, hvad jeg kan risikere. Det betyder, at jeg helt strategisk omlægger mine lægebesøg og kontroller på hospitalet, så de ikke på nogen måde bryder ind i mit arbejde. Jeg har det meget mærkeligt med hele tiden at tænke på, at jeg skal holde min sygdom skjult. Min strategi er, at de skal opleve, at jeg er et menneske, der kan fungere og kan bruges til noget. Der er ingen, der skal tænke hjertesygdom om mig. DECEMBER 2017 · HJERTENYT 17 DECEMBER 2017 · HJERTELIV 17
Download PDF fil