HJERTEBARNSPORTRÆTTET indeni om, at han får lov at overleve, om at vi får lov at holde ham i armene igen, mens han er varm, om at hans hjerne ikke tager voldsom skade af al den iltmangel. Først efter 23 minutter lykkes det redderne at få gang i hjertet igen: På et tidspunkt er de lige ved at stoppe, fordi det virker som om, at der ikke er noget at gøre. Men heldigvis dukker der nogle tal op, som får dem til at fortsætte. Cirka 47 minutter går der i alt, før Vilfreds lille hjerte igen begynder at slå. Så gør redderne Vilfred klar til flyveturen – vi er helt tomme indeni, mens vi følger ham den lange vej fra køkkenet ud til helikopteren, samtidig med at vi forsøger at sige farvel til ham på den kærligste måde. For vi ved jo ikke, om han vil overleve flyveturen. Det er også svært at sige farvel til pigerne, for ovenpå den lange indlæggelse har vi jo lovet dem, at nu bliver vi hjemme hos dem. Og de har desværre overværet det hele: De forstår ikke rigtig, hvad der sker, Elfrida på 5 er ked af det, mens Augusta på 2½ synes, at det er spændende med en helikopter i baghaven. På en eller anden måde er det lykkedes os at få ringet til farmor og farfar, mens vi venter på ambulancen, og de kommer heldigvis over med det samme og tager sig af dem. Vi hiver liften og autostolen ind i bilen, intet andet, før vi igen kører de små to timer til Skejby. Da vi er nået halvvejs, ringer telefonen, og vi tør næsten ikke tage den. Heldigvis har Vilfred overlevet flyveturen, og vi kan endelig føle os en smule lettede. Han sover stadig, da vi ankommer til intensiv. Lægerne har skannet hans hjerte, og alt ser fint ud. Men det gør os meget bange, at det ikke er muligt at finde årsagen til hans hjertestop: Hvad nu hvis det sker igen? Så de næste dage er fulde af op- og nedture, fordi vi ikke kender fremtiden og ikke ved, om vi nogensinde vil kunne få øjenkontakt med vores dreng igen: Fordi Vilfred har haft hjertestop i så lang tid, bliver han holdt nedkølet og sovende de næste 3 døgn. Det gør også ondt, at ingen af vores venner har lært Vilfred at kende – at ingen vil kunne mindes ham, som han var, hvis det viser sig, at han har fået en alvorlig hjerneskade. Men allerede om natten, da vi kigger ind til ham, bevæger han sig en lille smule, og i løbet af de næste dage vil han gerne vågne engang imellem, selvom det ikke er meningen, at han skal kunne det. Det giver os håb. Heldigvis flytter pigerne sammen med mormor ind til os i Trygfondens Familiehus. Det er den allerbedste løsning for os alle sammen: Havde vi vidst, at vi kunne bo i Familiehuset med dem, da Vilfred var indlagt første gang, skulle de helt klart også have været med der: ”Mor, du glemte mig,” er vores yngste datters første ord, da hun ankommer til Familiehuset. De er lige så mærket af at have en syg lillebror, som vi er af at have en syg søn, og det er så godt for os alle sammen at være samlet som familie denne gang. På fjerdedagen vågner Vilfred lige så stille op. Han har meget væske i kroppen, så det er lidt svært at genkende ham. Og vi synes, at hans øjne virker fjerne og fraværende, når vi forsøger at få øjenkontakt. Han har også dage med kramper, og han har dage, hvor han er super lydfølsom, og det er så hårdt at høre hans små smerteklynk og se tårerne, der triller ned ad hans kinder. En neurolog kommer indimellem og kigger til ham. Nogle dage har han spastiske træk, andre dage vender armene helt rigtigt, forklarer hun. Hun tester ham på forskellige måder. Efter flere dage forklarer hun os, at testene viser, at Vilfred helt sikkert har fået en hjerneskade. Det slår os helt ud. Og det gør det ikke nemmere, at vi ikke kender grunden til hjertestoppet. Det er en meget svær tid for os med en masse ubesvarede spørgsmål. Men et par dage efter samtalen med neurologen, får vi den stik modsatte besked: Nu klarer Vilfred pludselig testene så fint, at alt tyder på, at han ikke har nogen hjerneskade. Hun kan dog ikke sige det med 100 procents sikkerhed – først skal hans hjerne scannes. Og det viser sig så, han alligevel har en lille hjerneskade. Hvilken betydning, den vil få, er usikkert, men det er ikke meget alvorlig, kan lægerne endelig sige med sikkerhed. Vi er så lettede og kan slet ikke forstå, hvordan Vilfred har kunnet klare hele den omgang så godt. Vi får vores dreng mere og mere tilbage i løbet af de 2 små uger, han er på intensiv: Vi får nemmere og nemmere ved at få øjenkontakt, og vi nyder hver en stund, vi kan få lov til at holde ham. Da vi kommer på børneafdelingen, bliver der holdt rigtig godt øje med ham i forsøget på at finde ud af, hvad der har forårsaget hjertestoppet. Desværre bliver man ikke klogere på det. I dag vi er så taknemmelige over den indsats, alle har ydet, for at vi har kunnet få vores dreng tilbage. Han trives og har det godt, og fremtiden tegner meget lysere. Men angsten ligger stadig på lur i baghovedet her tre år efter, og den bliver vakt ved det mindste: Det har været og er stadig svært for os at leve i uvisheden – at det med Vilfreds hjertestop ikke bare er noget, man kan operere og fikse, så vi med sikkerhed ved, at det aldrig sker igen. I starten fyldte angsten så meget, at vi var nødt til at være sammen hele tiden, for det 8
Download PDF fil