TEMA: SMÅ BØRN OG TRAUMER DEBATINDLÆG: HAR HJERTEBØRN PTSD? Af hjertebarnsmor Iben Foss Sorgenfrei Jeg har en dobbeltrolle – jeg er både mor til et nu voksent hjertebarn, og jeg er læge med speciale i at bedøve børn, når de skal opereres. Jeg er ikke ekspert i hjertebørn og deres psykiske udfordringer, andet end via min morrolle! Men jeg har gjort mig mange tanker om hjertebørn og PTSD. I Hjertebarnet nummer 171 berettede jeg om min søns stenede vej gennem hans ungdom og voksenliv, inden han endelig som 26årig fik diagnoserne ADD og autisme. Forløbet har givet mig anledning til mange overvejelser; både i forhold til min søns hjertesygdom og det, den har ført med sig, fra han som nyfødt blev flået ud af vores arme og indlagt på en intensiv afdeling; og i forhold til hans psykiske problemstillinger, som på ingen måde er et overstået kapitel – desværre. Hvad betyder det for et lille barn at blive frataget muligheden for tæt kontakt til sine nærmeste omsorgspersoner – i måske uger eller måneder? Og i tillæg til det at blive udsat for smertefulde og angstprovokerende procedurer, høje lyde og uro? Et lille barn uden sprog kan man ikke forklare, hvad der skal ske, og at det snart går over – og senere i livet kan barnet sandsynligvis ikke bevidst håndtere de barske oplevelser. Men forskning tyder på, at smertefulde og angstfyldte oplevelser hos små børn lagres langt mere markant, end man tidligere har troet – at de faktisk kan medføre ændringer i hjernens anatomi og senere i livet give øget risiko for bl.a. angst og depression. Undersøgelser på små drenge, som er blevet omskåret uden bedøvelse i den tidlige spædbarnsalder, viser også, at disse drenge har en kraftigere reaktion i år efter, når de er blevet udsat for smerte – altså at de bliver mere sensitive overfor smerter, måske varigt. Andre undersøgelser antyder, at voksne med uforklarlig hospitalsskræk meget ofte har været udsat for ubehagelige procedurer på hospital – på et så tidligt tidspunkt, at de ikke selv har nogen erindring om det. Dette betyder ikke sjældent, at de som voksne undgår at søge lægehjælp, selvom det har store helbredsmæssigt konsekvenser for dem. Det lidt større barn kan måske godt have et sprog og derfor få forklaret, hvad som skal ske, og at det snart er overstået – men ofte har børn intet valg i forhold til at vælge en behandling eller en undersøgelse til eller fra. Alt for ofte har man fagpersoner – i den bedste mening – begået overgreb på børnene, når de skulle stikkes for at få taget blodprøver eller lægges i narkose. Børnene er blevet holdt fast, for at behandlingen har kunnet finde sted. Så foruden den smerte og angst, som behandlingen i sig selv måske giver barnet, så oplever barnet også et tab af kontrol og måske tillid til dem, som burde hjælpe. Sker dette i en tidlig alder, eller sker det gentagne gange, mener jeg, at man må være åben for, at disse børn kan udvikle PTSD- lignende symptomer. Jeg er som sagt ikke ekspert på dette felt – men jeg har gang på gang oplevet min egen søns reaktion på hospitalsbesøg: Han blev bleg og svedende – kort for hovedet og bekymret. Desuden tilkommer det følsomme spørgsmål, som jeg ikke kan lade være med at fundere over: Hvad har det af betydning for tilknytningen mellem barn og forældre, når barnets start på livet er så fragmenteret? Og når forældrene måske oveni får en naturlig angst for at knytte sig til barnet – for hvad nu hvis barnet ikke overlever? Alt dette er ikke noget, vi har snakket meget om – hverken lokalt i vores egen lille familie – eller i det større forum i hospitalsverden og i Børneklubben? Når jeg ser tilbage på min søns liv, har hjertesygdommen fyldt meget i de små barneår – og hans psykiske problemstillinger har været altoverskyggende i hans voksenliv. Vi er som hjertebarnsforældre utroligt taknemmelige for, at vores børn fik hjælp til at overleve deres hjertefejl – men vi må også have opmærksomhed på deres mulige psykiske problemstillinger, som kan være udløber af deres hjertefejl og den behandling, de har været igennem. Måske kan hjertebørns psykiatriske diagnoser som ADHD, autisme osv. delvist skyldes, at de har haft PTSD, som ikke er blevet opdaget og behandlet? Nok ikke et spørgsmål, som vi kan få endeligt svar på, fordi det er så svært at diagnosticere, hvad små børn uden sprog har oplevet. Men jeg mener, at vi bør overveje det og være opmærksomme på, hvordan vi bedst muligt hjælper børnene igennem de svære og smertefulde oplevelser, som er nødvendige, for at de kan overleve. Både for at vi kan hjælpe de børn, som måske har følger og symptomer, der kan tyde på PTSD – og for at undgå, at det sker for kommende hjertebørn! 5
Del
Print
Download PDF fil
